Et wassen twe Künigeskinner,
de hadden enanner so lef,
de
konnen to nanner nich kummen,
dat Water was vil to bred.
“Lef Herte, kannst du der nich swemmen?
lef Herte, so
swemme to mi!
ick will die twe Keskes upstecken
un de sölld
löchten to die.”
Dat horde ne falske Nunne
up ere Slopkammer, o we!
Se dei de
Keskes utdömpen: —
lef Herte blef in de Se.
Et was up en Sundage Morgen,
de Lüde wören alle so
fro,
nich so des Küniges Dochter,
de Augen de seten er to.
“O Moder,” sede se, “Moder!
Mine Augen dod mi
der so we;
mag ick der nich gon spazeren
an de Kant von de
ruskende Se?”
“O Dochter,” sede se, “Dochter!
allene kannst
du der nicht gon,
weck up dine jüngste Süster
und de
sall met di gon.” —
“Min allerjüngste Süster
is noch so’n
unnüsel Kind,
se plücket wol alle de Blömkes,
de
an de Sekante sind.
Un plückt je auk men de wilden
un lett de tammen ston,
so
segged doch alle de Lüde,
dat hed dat Künigskind don.”
“O Moder,” sede se, “Moder!
Mine Augen dod mi
der so we,
mag ick der nich gon spazeren
an de Kant von de
ruskende Se?” —
“O Dochter,” sede se, “Dochter!
Allene sast
du der nicht gon,
weck up dinen jüngsten Broder,
und de
sall met di gon.” —
“Min allerjüngsten Broder
is noch so’n unnüsel
Kind,
he schütt wull alle de Vügel,
de up de Sekante
sind.
Un schütt he auk men de wilden
un lett de tammen gon,
so
segged doch alle de Lüde,
dat hed dat Künigskind don.”
“O Moder,” sede se, “Moder!
Min herte dod mi
der so we,
lat annere gon tor Kerken!
Ick bed an de ruskende
Se.”
Do sad de Künigsdochter
upt Hoefd ere goldene Kron,
se
stack up eren Finger
en Rink von Demanten so schon.
De Moder genk to de Kerken,
de Dochter genk an de Sekant,
se
genk der so lang spazeren
bes se enen Fisker fand.
“O Fisker, leveste Fisker!
Ji könnt verdenen grot
Lon,
settet jue Netkes to Water,
fisket mi den Künigesson!”
He sette sin Netkes to Water,
de Lotkes sünken to
Grund,
he fiskde un fiskde so lange,
De Künigsson wurde
sin Fund.
Do nam de Künigesdochter
von Hoefd ere goldene Kron:
“Süh
do, woledele Fisker!
dat is ju verdende Lon.”
Se trock von eren Finger
den Rink von Demanten so schon!
“Süh
do, woledele Fisker!
Dat is ju verdende Lon.”
Se nam in ere blanke Arme
den Künigsson, o we!
Se
sprank met em in de Wellen:
“O Vader un Moder, ade!”
Amsterdamer Version: Twee Koninghskindren